Christiansfeld og Brødremenigheden 29. september 2012

Lørdag d. 29. september, havde 10 medlemmer af Flintøksen valgt at beskæftige sig med noget, der måske er lidt væk fra foreningen formål. Men det skader jo aldrig at udvide sin horisont. Og egentlige tidsgrænser er der vel heller ikke på hvad vi kan og bør beskæftige os med.

Men vi, der tog af sted, fik i hvert fald en rigtig god dag ud af det. Denne tekst er for en meget stor dels vedkommende Ilse Søgaards fortælling. Jeg har dog tilladt mig at komme et par ekstra detaljer på, hvor det kan hjælpe på sammenhængen og forståelsen. Og så håber jeg at jeg har hørt ordentlig efter.

Vi skal tilbage til længe før reformationen for at finde de de første oprør med den katolske kirkes måde at opfatte kristendommen på.

Jan Hus, der blev født i Böhmen i 1369 og blev brændt som kætter i 1415, var meget inspireret af John Wycliffe's måde at opfatte kristendommen på. Det forkerte i kirkens magt og rigdom, og det forkerte i at prædike Guds ord på et sprog som ingen forstod, var nogle af de ting Jan Hus talte for. Men som skrevet, blev han brændt som kætter i 1415. Men hans tanker levede videre, og flere gange gennem de næste århundreder, er der menigheder der bygger på Jan Hus' kristne tankegang. Men selv efter reformationen gør de mange religionskrige, at menighederne har det svært, og flere gange må starte på ny.

Først den 13. august 1727 i byen Herrnhut i Sachsen, bliver den menighed der danner grundlaget for Brødremenigheden i Christiansfeld dannet. Herrnhutterne eller Unitas Fratum, som direkte kan oversættes til Brødremenigheden.

Brødremenigheden dukker op i den danske historie i 1771, hvor den danske konge (Christian VII) får sendt hedningemissioner til St. Thomas og til Grønland. Og i 1773 får han (kongen) ved hjælp af Struensee (der dog på dette tidspunkt er blevet henrettet) en dansk brødremenighedskoloni stablet på benene. De to havde under en rejse besøgt en Brødremenighedsby (Zeist) i Holland, og var blevet begejstrede for byens indretning og virke. Og den nye by i Danmark, der er opført omkring Tyrstrupgård, der var krongods, bliver jo selvfølgelig opkaldt efter kongen, og får navnet Christiansfeld. Og grundstenen til det første hus bliver lagt d. 1. april 1773.

Brødremenigheden i Christiansfeld er på ca. 150 medlemmer (i Danmark ca. 350), og er en evangelisk-luthersk frimenighed. En stor del af menighedens virke er missionen, hvilket man også kan se på Christiansfeld museum, hvor der er flere stuer med etnografiske genstande fra de lande hvor menigheden har haft, og har, missioner. Og mission er stadig en vigtig del af menighedens arbejde. Det er ikke mange dage siden jeg i P4 hørte Brødremenighedens arbejde nævnt.

 

 

Som det kan ses af billedserien andet steds på hjemmesiden, er det det enkle der tæller meget for menigheden. Man er mere fokuseret på at leve det kristne budskab, dyrke fællesskabet og det sociale, end pompt og pragt. Og når Salshuset er fuldt søndag efter søndag, må man sige det er med succes.

I kirkerummet er bænkene stillet på langs i stedet for på tværs, som vi normalt ser. Menigheden deles op i mænd til den ene side, og kvinder til den anden. Der er ingen altertavle eller prædikestol, men et liturgibord. Præsten (der normalt er en almindelig folkekirkepræst med en ekstra uddannelse indenfor Brødremenigheden) betragtes ikke som en ophøjet person. Han skal derfor ikke op til et alter eller op på en prædikestol, men blive på "gulvet" hos menigheden. Han er Gud og menighedens tjener. Det er for eksempel ham der bringer nadveren rundt, og ikke menigheden der bevæger sig op til præsten.

En døbefont findes heller ikke i kirkerummet. Når der er barnedåb, bæres et fad og vand ind i kirken. Der er ingen grund til at have det til at stå og pynte, når det ikke skal bruges.

Det eneste tidspunkt, hvor man kan sige der bliver pyntet lidt op i kirkerummet, er når Brødremenigheden holder deres Adventsfest. Så bliver de smukke advents stjerner hængt op i kirkerummet. Jeg har ofte set disse stjerner i Tyskland, men aldrig vidst at de kunne henføres til Brødremenigheden. Da vi gik ned mod Gudsageren, kom vi forbi en forretning der sælger stjernerne i forskellige farver og størrelser.

 

 

Vort Lam har sejret, lad os følge Ham.

 
  Og Salshuset er for de levende. Det betyder, at når et medlem af menigheden dør, har det været i kirkerummet for sidste gang. Ved begravelsesceremonien kommer kisten ikke med ind i Salshuset. Den er placeret udenfor eller evt. i et kapel. Efter ceremonien bæres kisten så ned igennem byen til Gudsageren, som Brødremenighedens kirkegård kaldes. Og også her hersker det enkle. Ingen planter, blomster og små figurer på gravene. Kun en liggende stentavle fortæller hvem der ligger i graven, og hvornår vedkommende er gået bort. Også på kirkegården bliver man delt op i mænd og kvinder.

Kønsopdelingen kan man også se i den oprindelige del af Christiansfeld, med opdeling i brødrehus, søsterhus og enkehus (korhuse). Og det var den grundplan der gjorde sig gældende i alle Herrnhut byer. Der anlagdes gerne to parallelle gader (I Christiansfeld Nørregade og Lindegade) med en kirkeplads i midten, og her var de førnævnte huse, samt skole og virksomheder så placeret langs. Af virksomheder er Christiansfeld nok mest kendt for honningkager og kakkelovne, men der var mange andre virksomheder i byen.

Der er så meget at fortælle om Christiansfeld og Brødremenigheden. Og meget mangler i denne tekst. Messingblæsere, korsang og meget mere. Men jeg må hellere holde her. Endnu engang tak til Ilse for en god dag fra os i Flintøksen.

/KS

 
   

Her startede det hele for snart 240 år siden.